KATJAISAS

cirka 28 mennesker går længere tilbage i bussen. Det har de fået besked på. Helen står bag en JEVA-skoletaske på størrelse med den, hun selv bar rundt på for 15 år siden. Hver gang bussen bremser op vælter tasken til en ny side, og drengen under den følger med så godt han kan. Helen tager et blødt stabiliserende tag i tasken i håb om, at drengen ikke bemærker andet end den pludselige følelse af ro.
Der breder sig en summen af brok blandt de stående passagerer, en snorken blandt de siddende og et smil på Helens læber. Hun tager tit bussen i myldretiden, selvom hun ikke skal til noget bestemt sted og da slet ikke til noget bestemt tidspunkt. Nærværet i bussen er en sjælden skat i vintermånederne, hvor parker, pladser og gader er affolkede. Selvom det kun er november, ligger der allerede et tykt lag sne og is i gaderne.
I morges da Helen så ud af vinduet, troede hun et kort øjeblik at et hold arkæologer var kommet for at finde hende og alt hvad der elles måtte være at glemte sager i omegnen. Med skrabere, klude og negle frembragte de adskillige gemte og glemte fortove, cykler og bilruder, så de hver især kunne komme uforstyrret til deres destinationer. Men ingen af dem ledte tilsyneladende efter Helen.
Da 3a når Enghave Plads, snor den store taske med den lille dreng sig klodset ud gennem mængden og Helen følger ubevidst efter. Netop som hun når døren rykker en ældre kvinde på sig, så Helens bagerste arm klemmes fast mellem kvinden og kalechen på en barnevogn, der står lige ved udgangen. Helen trækker hurtigt armen til sig før døren lukker og opdager for sent, at hendes vante fortsætter mod Nordhavn station - fastklemt mellem en balle og en barnevogn.
På Enghave Plads står hun. Først helt tavs, så begynder hun at nynne en nervøs melodi. JEVA-tasken forsvinder ved indgangen til Tove Ditlevsens Skole, og det slår Helen, at hun slet ikke så drengens ansigt. Helen står urokkelig, men i hendes tanker deler hun sig i tre lige store dele. Den ene Helen løber efter bussen, ufortrødent på kørebanen med den enlige vante i højre hånd, som ivrigt viftes som et flag til en børnefødselsdag, imens råber hun "STOOP, I kan da ikke bare efterlade os her".
Den anden Helen løber efter drengen ind i den høje røde murstensbygning og op ad de pastelfarvede trappeopgange, forbi de lange porcelænsvaske og får først øje på drengen idet han smækker døren bag sig til lokale 21. Hun nærmer sig døren og kigger gennem den lille firkantede glasrude i døren ind på 24 9-årige, hvoraf mindst 7 af dem er lave drenge med lyst hår og JEVA-tasker. Idet skolelæren, en midaldrende mand, ser forvirret mod døren, hvisker Helen "Hvordan skal jeg nogensinde finde dig?".
Den tredje Helen går lige så langsomt over den befærdede Enghavevej, hvor bilerne dytter af hende, og hun for en gangs skyld ikke bemærker den voldsomme opmærksomhed. Ved indgangen til Enghaveparken, åbner hun lågen. Nej vent, hun støtter sig faktisk til den. Helen, er du mon svimmel? Du ser sig forskrækket tilbage og får øje på mig. "Hvor har du været?" spørger du, og jeg ser, at din ene hånd er nøgen i novemberfrosten. "Jeg har stået lige bag dig hele tiden" svarer jeg og tager din taske, der ser ud til at være alt for stor og tung for dig at bære på. Jeg er ikke større end dig, men det giver mig kræfter at se dig rolig.
I det samme kommer en lille gruppe mennesker løbende for at nå bussen. Da de kort efter forsvinder i den fyldte bus, og vi begge udelukker muligheden for en vidnesbyrd om, at de nogensinde var her, får vi øje på en enlig grøn handske på kørebanen. Du vil gå ud og samle den op, men jeg prøver at tale dig fra det. Du ser alvorligt på mig og siger "den handske er blevet glemt eller kastet bort, men den er ikke værdiløs. Jeg har brug for den." Så lægger du din iskolde hånd på min kind og jeg står tavst og ser på, at du går ud og samler handsken op.

********

Historien er inspireret af denne artikel, som jeg læste i Politiken;
http://ibyen.dk/gadeplan/ECE1127385/roede-kors-saelger-ensomme-vanter-for-en-hund/